Fair Isle - øen i Nordatlanten

Jeg skæver hen over skulderen på piloten. Langt ude kan jeg få øje på noget land. Nedenunder er der hvidt skum, der lyser op. Nedenunder er Nordatlanten mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Det lille 6 personers fly hopper og slingrer. Vejret er barskt og hårdt på denne del af kloden. Men i dag lykkedes det at komme af sted. De sidste to dage havde jeg ventet på klarmelding til at flyve til Fair Isle.

Så lægger flyet klar til landing. Det styrer lige ind mod klippevæggen. En strækning med græs dukker op forude. Hjulene rammer jorden, flyet bremser voldsomt og så er jeg på Fair Isle.

Brandbilen står uden for et lille skur. På masten, der skal vise vindretningen, hænger en indkøbspose. Der står nogle få mennesker og skutter sig. Jeg er ude på kanten af verden.

Hyrdehunden Sam.

Hyrdehunden Sam, katten Barbarossa og en ikke navngivet kat på spadseretur på vejen mod South Harbour.

På vej tilbage passerer jeg huset ved ”Havnen”. Da jeg er ud for, kommer en mand ud og hilser. ”Hello. You are the Dane staying in Kathleens house”. Det blev til den første snak med John. Han var meget interesseret i, hvordan jeg arbejdede. Selv var han aktiv kunstner og udstillede på Shetlandsøerne.

Sam og jeg slog lige et smut ned ved South Harbour og kikkede på sælerne. De lå og dovnede tæt på kysten.

Inde på land havde en flok stenvendere travlt. Alt er så uforstyrret her. Da jeg går hjemad passerer jeg en platform med mælkejunger – store og små. Der var sat en seddel op, hvor der stod: ”Koen har ikke givet ret meget mælk i dag, så mælken er rationeret”. Sådan.!

Næste dag skulle jeg til ”købmanden” for at proviantere. Jeg besluttede at have Sam i snor.

Da jeg passerede et lille hus på vejen, kom en mand ud og hilste på mig og Sam. ”Hej Sam, sagde han.” Ja, hundene tæller med i sådan lille samfund. Lidt efter sad jeg i et lille hyggeligt køkken sammen med hans kone og drak en kop kaffe og hørte om øen og dens natur og mennesker. Manden lavede spinderokker, som blev ”eksporteret” ud i verden.

Jeg bliver sat af uden for den lille farm. Får rygsækken slæbt ud og lukker døren op. Her låser man ikke! Lige foran mig står Sam med logrende hale. Han bor her i den lille forstue. Vi bliver straks gode venner. Snart er jeg klar til at komme ud og opleve naturen. Jeg pakker mig godt ind, tager kikkerten om halsen og skitsebogen i lommen. Sam er der straks. Han står med logrende hale og ser op på mig. Det er ikke normalt at gå tur med en hyrdehund. Men! Kom så Sam.

Som du kan se på billedet er der også 2 katte, der går med. Det var jo det, der satte mine tanker i gang. Den røde kaldte jeg for Barbarossa efter en rødskægget kejser. Jeg sætter kursen sydover mod ”South Harbour” I det hvide hus, du lige kan ane bor John Best. John Best er billedkunstner. Snart drejer jeg op over og klatrer til vejrs mod Malcom Heads. Pustende og stønnende når jeg frem til klippekanten.

Stenvender

Lunde

Jeg er nu ret højt oppe. Sikken en udsigt. Noget af det smukkeste og mest dramatiske, jeg har set på mine rejser. Jeg sætter mig ned, og Sam lægger sig ved siden af mig. Nedenunder buldrer havet mod kysten, lidt gus driver op over kanten.

Jeg kan høre en masse fuglestemmer. Det er især ridernes mjaven, der trænger igennem. En kjove sejler hen over hovedet på mig. Lidt ude til højre står en strandskade. Og hvad er så det?

Jeg er havnet i lundeland. Nu, hvor der er blevet ro, så dukker de op af deres rede huller. Så står der lige en og kikker et par meter henne. Sam skæver, men bliver liggende. Lunderne har jeg efterhånden mødt mange steder. Sidste gang var ude ved kysten i Wales og ved Bempton Cliffs i Østengland. Jeg kom her flere gange og fik lavet mange skitser. Hjemme er de blevet omsat i større malerier.

Lige overfor, hvor jeg boede, lå et hus, der rummede en anden håndværker. Ham hilste jeg på en anden dag. Hvad lavede han så? Jo han var violinbygger og lavede specielle fine violiner til de store orkestre ude i verden. Ja, endnu har de fred og ro herude. En tur til fastlandet er en beslutning, der afhænger af vejret. Der kan gå dage, hvor det er umuligt. Det kræver ro i sindet at bo herude. Men altså også ro til at være kreativ.

Nå. Men jeg var på vej til købmanden. Der var såmænd ikke så langt. Husene ligger ret samlet her. Sam blev bundet udenfor. Da jeg kom ind, blev jeg hilst med ”Nå, Sam er med i dag”. Dejligt. De vidste godt, hvem jeg var. En lille hyggelig butik med det mest nødvendige. Da jeg skulle betale, bad jeg om nogle frimærker. Jamen så måtte jeg lige betale og bagefter gå til en anden disk i lokalet. Denne disk var så postkontoret. Hvor kan alt være enkelt og overskueligt.

Da jeg kom ud gik jeg en anden vej tilbage. Jeg passerede andre små farmhuse. Flere store vinduer – fra gulv til loft vendte ud mod solsiden. Indenfor stod flotte tomatplanter. Ja. Sådan er den sag klaret. Mange havde også små drivhuse.

Efter 10 dage, der fylder så meget i min hukommelse og sind, måtte jeg af sted igen. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg sagde farvel til Sam. Heldigvis nåede jeg at komme til Fair Isle og passe ham endnu en gang, inden han døde.

Udsigt fra Upper Leogh mod South Harbour - Fair Isle.