|
|
Af Preben Winther - Kunstavisen,
februar 2016.
Igennem århundreder har naturen lokket
kunstnere udendørs og har ved sin evne til at fascinere forsynet dem
med motiver. De værker, der er kommet ud af det, er præget af deres
tid. Romantikkens næsten panteistiske scenerier ligger lige så langt
fra Fritz Sybergs djærve naturalisme, som Turner’s henførte
ekspressionisme gør det fra tredivernes og fyrrernes danske
modernisme. Længe leve diversiteten.
Der findes en særlig kategori af naturbetagede malere, der ser en
ære i at kalde sig for landskabsmalere, fordi denne fagterm
dels signalerer en ukrukket tilgang til kunsten, dels lægger en
indforstået afstand til en fortænkt avantgarde.
Sin helt egen måde
Kurt Servé (f. 1935) er en sådan landskabsmaler – men også en masse
andet. Han har altid været grebet, naturforelsket om en hals, men
det er næsten blevet endnu mere udtalt med årene. Og så ejer han den
for en kunstner så afgørende evne, at han er i stand til at formidle
sin begejstring og få den til også at tage bolig i beskueren; i
øjeblikket kan man opleve hans kunst på en udstilling i Svendborg.
Kurt Servé maler en hel del af sine mindre billeder on location.
De større værker bliver til i atelieret med afsæt i de skitser og
tegninger, der blev lavet ’i felten’. Han maler ikke med pensel og
tubefarver. Han sværger til oliepasteller, og det skal være dem fra
firmaet Caran d’Ache. Bløde og myge i fingrene og mod underlaget,
men ikke så bløde, at de for let lader sig trykke i stykker som
visse andre fabrikkers oliepastelkridt. Kurt Servé anvender til sine
pastelmalerier ikke papir, men et valset lærred med en fintrillet
struktur. Her har det schweiziske pastelkridt også den fordel, at
det afsætter farve selv ved meget lette berøringer, så man kan vælge
at arbejde både laserende og dækkende.
Kunstneren har sin helt egen måde at føre farvekridtet på. Man tør
næsten påstå, at han har ’sin egen stil’. Det er landskabsmaleri,
men det er samtidig noget andet end bare en afbildning af det sete
og sansede landskab. Farverne har fået en drejning i forhold til
naturens egne. De grønne er lidt mere og lidt anderledes grønne, de
blå er blå med en særlig intens, lysende tone. Og de violette, og de
mange gule og okker; og den måde, solens velsignede stråler slipper
ned igennem gusen som en vifte af lys!
Nordatlantens motiver
Disse billeder er på ingen måde naivisme. Alligevel er der noget
nærmest naivt over dem - på den fede måde. Vi oplever i kunstnerens
billeder ofte en rørende troskyldighed, der som regel går tabt, når
voksenlivet fortrænger barndommens mere ligefremme måde at møde
verden og livets tildragelser på. Kurt Servé synes at havde bevaret
sin umiddelbarhed op igennem et langt liv. Her er ingen forbehold.
Han åbner sanserne på vid gab og modtager til gengæld alt dette
vidunderlige. ”Se!” synes hans pastelmalerier at sige, ”er det ikke
mageløst?”
Men naturen og scenerierne i hans billeder er bestemt ikke uden
drama, og det gælder både hans udtryk og hans motivvalg. Det er
urigtigt at påstå, at han aldrig maler et fredfyldt dansk landskab;
det er dog helt andre lokaliteter, der igennem mange år igen og igen
har fået ham til at drage nordpå – Nordatlantens vældige område:
Hebriderne, Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Island, Grønland, Svalbard,
Lofoten og især Færøerne, som han har gæstet et utal af gange. Han
har malet i verdens nordligste by, men har for en del år siden også
haft lejlighed til at præsentere billeder på den sydligste
udstilling nogensinde, nemlig på et skib i Antarktis, hvor han
opholdt sig i en periode.
Kurt Servé skildrer havet, der dybt nede brydes mod klipperne, og
fuglefjeldene med deres tusinder af fjerede beboere. Det er disse
steder, kunstneren elsker at opholde sig, alene med den storladne
natur. Motivisk har mennesker og deres hverdag ikke hans store
interesse; men det sker da, at huse, en fjern bygd, et fyrtårn eller
en kutter finder vej til hans lærred – for at antyde, at hér bor og
virker mennesker, og måske for at sætte det vældige i et endnu mere
udtalt perspektiv.
Kunst og biologi
På sin vis giver det ganske god mening, at Kurt Servé har kunsten
som sit ene store omdrejningspunkt i livet og naturen – måske især
fuglene – som sit andet. Han er oprindelig læreruddannet, med
efteruddannelse fra Danmarks Lærerhøjskole og Svendborg Kunstskole.
Fra 1970-94 var han lektor i billedkunst ved det daværende Skårup
Statsseminarium, i årene 1982-96 var han leder af Svendborg Natur- &
Miljøskole. Desuden er han forfatter til en række zoologiske og
botaniske fagbøger.
Kunstnerens to interesseområder forenes i hans kunst. Det ene synes
ikke mindre væsentligt end det andet, men smelter sammen i en
symbiose. For ham er fugle ikke bare fugle. Han kender deres lyde,
deres adfærd, deres flugt, og skulle man få lyst til dét, kan man
såmænd også artsbestemme dem, som de optræder i hans værker.
Kunstneren rækker dog ofte en hjælpende hånd til beskueren med
titler som Lomviefjeld,
Alkefjeld, Svalbard eller
Edderfugletrækket; her er det måske
fuglearten og dens liv, der har været i fokus. I andre tilfælde er
det selve lokalitetens storhed, der har kaldt på at blive skildret.
Kurt Servés mellemværende med natur og kunst tør man måske vove at
sammenfatte i den antagelse, at hans virke og værker dybest set
udspringer af en grundlæggende glæde over dét at være til og få lov
til at opleve, sanse, se og færdes på denne klode, hvor der endnu
findes områder, lykkeligt fri for hæsblæsende hverdag, bagtanker og
politiske agendaer. Man kan vælge at se hans værker som et venligt
memento: Værn om alt dette!
Kurt Servé var i 2002 en af initiativtagerne til dannelsen af den
fynske kunstnersammenslutning Landmalerne. Han har haft mange
separatudstillinger og har delaget i en mængde gruppeudstillinger. I
2006 valgte Svendborg Kommune ham som Årets kunstner.
Bronzer og stenobjekter
Som udstillingens tredimensionelle klangbund har Galleri Weber valgt
en række skulpturer af billedhuggeren Sys Svinding
(f. 1960). Hun bidrager både med nogle ’frie’ skulpturer i bronze og
en lang række stenobjekter, der illuderer ’ting’ – ofte bøger – og
samtidig bevarer deres identitet som skulpturer. De er smukke i
ordets egentlige forstand og balancerer fornemt mellem motiv,
fantasi og det gedigne håndværk.
Kunstneren er uddannet på Det Fynske Kunstakademi, samt i Japan, og
har i en periode arbejdet med marmor i Pietrasanta, Italien. Hun er
medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF), Kunstnernes
Kollektivværksted Bohuslän, Sverige, (KKV-b) og Sammenslutningen Den
Fynske Forårsudstilling. Også hun har en lang række udstillinger bag
sig, både censurerede, separat- og gruppe-, og har tillige udført en
del udsmykninger.
Velfortjent hæderspris
Kurt Servé Årets kunstner 2006 i
Svendborg
Af Preben
Winther (Artikel i Kunstavisen 8/2006)
Billedkunstneren Kurt Servé, Åbyskov,
Sydfyn, er af Svendborg Byråd blevet valgt som Årets
kunstner 2006. Den lokale Fyns Amts Avis citerer den 6.
september kulturudvalgsformand Inga-Britt Olsen for at
finde hans kunst ”dejlig og speciel”.
Det kan siges om mange, men jeg kan kun give hende ret.
Kurt Servé har livet igennem elsket naturen og kunsten.
Han har aldrig kunnet eller villet vælge, men har ladet
de to gå op i en højere enhed. Han laver billeder i det
hjemlige, men især de nordatlantiske øer, ikke mindst
Svalbard og Færøerne, har i årevis draget ham igen og
igen, og sågar Antarktis har han besøgt. Alt sammen for
at opleve naturen helt tæt på, og for at lave skitser og
male.
Hans billeder emmer af lige dele naturbegejstring og
skaberglæde, og hans motivkreds gør dem specielle. Det
dejlige kommer af, at de aldrig er tilbagelænede, aldrig
bliver en turists reportager, men fremstår som en i mere
end én forstand rejsende kunstners dybt personlige
vidnesbyrd om at have været her. På stedet og i
tilværelsen. Registrerende og levende helt ud i den
mindste fiber.
|
|
Anmeldelse af
Landmalernes udstilling på SAK i Svendborg
Læs anmeldelsen
her - åbnes som PDF dokument.
Udstillingsperiode: 5. august – 2. september 2018. Læs mere
under "Kalender".
Portræt af Kurt Servé
Portræt af Kurt Servé i
Fyns Amts Avis den 8. august 2015 - læs artiklen
her - åbnes som PDF
fil.
Uvejrshav og forårssmil
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen
Kurt Servé finder sine motiver i den barske og øde natur
på Færøerne, Orkney Øerne, Shetlands Øerne, Lofoten,
Svalbard og Grønland. Det er disse landskabers
majestætiske og uspolerede ophøjethed, der har vakt og
formet hans kunstneriske livsbane. Det er samtidigt
landskaber, hvor naturens voldsomhed, blæsten, regnen og
kulden, fjerner enhver hang til sentimentalitet og
postkortperfektion. Der er simpelthen for store kræfter
på spil til at idyllisere sceneriet.
Kurt Servé viser på imponerende vis dette ved i sine
kompositioner ofte at lade urfjeldet tårne sig op over
udsigtspunktet, ved at lade dybe slugter skære sig
dramatisk ind i billedybden, ved at skære motivet brat
af og ved i det hele taget at bruge så mange dynamiske
virkemidler som muligt.
Gjogv - Færøerne
Et af disse virkemidler har med farven at gøre. Hos Kurt
Servé drejer det sig primært om en dramatisk
vekselvirkning mellem blå og rød, medieret af neutrale
grønne nuancer. I årenes løb har mange skrevet om
farvers synæstetiske virkninger, men slår man ned på
Kandinsky og dennes ”Om det åndelige i kunsten” har vi i
rød og blå at gøre med en modsætning mellem
lidenskabelige, udadrettede følelser og en åndelig,
meditativ og klar holdning. To farver og følelser, som
er uundværlige og særdeles positive, hvis de vel at
mærke får modspil af hinanden. Hos Kurt Servé giver det
sig udslag i farvesymfoniske kompositioner af stor
friskhed og dynamik. Naturens store kræfter kommer op på
lærredet, så man fornemmer den susende vind, de
svimlende dybder og skrigene fra de tusindvis af fugle,
der klumper sig sammen på klipperne eller flyver hidsigt
rundt i luften.
Fuglene spiller i det hele taget en stor rolle for Kurt
Servé. De kan have rent kompositoriske formål som
balancepunkter eller dynamiske sigtelinjer i billederne,
men de kan også fungere som udtryk for basale
menneskelige følelser på samme måde som bipersonerne i
Shakespeares dramaer. Bipersoner, der midt i det store
højtravende drama kan få tingene ned på jorden og
udtrykke almindelig snusfornuft eller på godt og ondt
bare være sig selv i al deres småborgerlighed. Lunderne
med deres små buttede kroppe, hektiske bevægelser og
farvestrålende næb kan så være de komiske håndværkere i
”En skærsommernatsdrøm”, lomvierne og pingvinerne i
deres sort/hvide ”jakkesæt” kan være repræsentanter for
bedsteborgeren og de elegant flyvende rider kan opfattes
som ædle, godhjertede humanister som f.eks. Horatius i
”Hamlet”.
Dermed også være sagt, at Kurt Servé ikke er en
naturalistisk kunstner, hvis man her tænker i
topografiske og objektivt registrerende baner. Det er
for eksempel langt fra sikkert, at en ornitolog ville
bifalde kunstnerens fugleskildringer. Lige så lidt kan
Kurt Servés billeder siges at være impressionistiske.
Her er aldrig tale om som hos Monet at gengive
landskabets flimrende indtryk så objektivt og
videnskabeligt som muligt, men om at fange stemningen i
og bag det konkrete stykke natur. Det afgørende er at
finde den sande følelse, finde og skildre samklangen
mellem virkelighed, værk, kunstner og beskuer. Noget,
der til fulde er lykkedes for Kurt Servé.
Når solens stråler i Kurt Servés billeder rammer det
irgrønne græs, akkompagneret af mørke klipper,
skumsprøjt og dusinvis af fuglekroppe, er det vanskeligt
ikke at få en følelse af noget stort, ophøjet og
majestætisk, et lille glimt af den verden, der
eksisterede jomfruelig og hvilende dybt i sig selv, før
vores art underlagde sig planeten Jorden. På den måde
har Kurt Servés malerier den utroligt positive egenskab,
at de viser hen til noget, der er større end det enkelte
menneske. Meget større.
Nolsoy - Færøerne
Filosofgangen 2008
Landmalerne er et fint
bekendtskab, så længe de holder sig fra det rent
idylliske
I landmalerier er der altid en risiko for, at motivet
bliver for idyllisk, endog patetisk.
Blomstrende marker og små stensætninger kan da se smukke
ud, men det bliver også trivielt i længden. Den
balancegang holder kunstnergruppen Landmalerne på en god
måde, særlig i kraft af deres indbyrdes forskellighed.
Kurt Servés malerier er et godt eksempel på de
forskelligheder, gruppen indeholder. Med sine fornemme
malerier, som på én gang indeholder en intens forladthed
og altomsluttende natur, er han et fint modspil til
flere af de andres nærstudier.
På trods af dette er der stadig plads til
gæsteudstillere på udstillingen, og det er faktisk Esben
Eriksens malerier i underetagen, som tiltrækker stor
opmærksomhed. Med sit fine blik for lysvirkninger i de
store værker forstår han at udnytte pladsen. Helt modsat
er hans tuschtegninger med deres intense billedsprog, og
viser på den måde en god variation i udtrykket.
Det er tydeligvis lettere at få de enkelte rum til at
fremstå harmoniske, når motivvalgene er så
sammenfaldende, som det er tilfældet med en gruppe som
Landmalerne. På den anden side løber man den risiko, at
værkerne indbyrdes er for ens.
Det er også en fornemmelse, som ligger og lurer, når man
besøger udstillingen. En større variation i udtryksform
ville være ønskeligt, specielt når man ser Hans Peter
Hansens litografier, som i al sin enkelhed er
fremragende. Mere af den slags ville lune.
På trods af dette er udstillingen en god mulighed for at
se sol og sommer i en kold efterårstid.
Om udstillingen
Filosofgangen, Odense: "Landmalerne". Værker af bl.a.
Peter Bork-Johansen, Thomas Elmstedt, Hans Peter Hansen,
Jørgen Hinke, Ole Vedby Jørgensen, Keld Nielsen, Kurt
Servé og Mogens Sjøgård.
Set og sanset
Af Preben Winther
(Anmeldelse i
Kunstavisen 9/2006)
Den sydfynske kunstner Kurt Servé (f. 1935) har i årevis
opsøgt lokaliteter på Færøerne, Shetlandsøerne, Lofoten,
Svalbard og sågar Antarktis, for at opleve og for at
male. Hos ham har naturen ikke forrang frem for
kunstværket, eller omvendt. De to ting er uløseligt
forbundne i den lykkelige syntese, billederne udgør.
Tradition og lys
Er han overhovedet landskabsmaler? Ja, det er han - også
- men måske i lige så høj grad ekspressionistisk
impressionist, eller noget helt tredje. Påskuddet for
hans virke er altid det konkrete landskab, men i
virkeligheden er han ikke loyal over for det. Fjeldenes
overvældende skønhed og voldsomhed. Fuglene - lomvierne,
sulerne, mågerne. Det hele hører med i det skildrede,
men bliver samtidig afsæt for og indgår som
billedmæssige komponenter i den proces, hvori kunstneren
maler sig selv ud. Han gengiver ikke, hvad han ser, men
hvad det sete sætter i gang i ham. På den vis indskriver
han sig i rækken af danske landskabsmalere, der har
videreført og udviklet traditionen siden den sene
guldalder.
Hans farvebrug er særegen. Umiddelbart synes de køligt
blå og vårgrønne nuancer at dominere, men man ser også
indfældet umbra, brun, mørkegrøn, italienskrød, der
sammen med bleggul og hvid fremkalder det helt specielle
lys, der besjæler billederne. Det er hverken Atlantens
eller Sydhavets lys, men hans helt eget.
Troværdighed
I nogle af de nyere malerier anes bygder, hvor husenes
små kulørte klodser sætter storheden i relief og
forstærker den følelse af naturens kraft, som mennesker
er underlagt i disse egne. Lever man i og med naturen i
ydmyghed og respekt og på dens betingelser, får man alt
i tilgift. I modsat fald overlever du ikke. Sådan er det
også med kunsten. Går du på kompromis, forsvinder
sjælfuldheden og troværdigheden. Tilbage er kun
smøreriet.
Dette vil aldrig ske for Kurt Servé. Hans billeder emmer
af lige dele naturbegejstring og skaberglæde. De er
ligeså lidt tilbagelænede, som de er en turists
reportager; de fremstår som en i mere end én forstand
rejsende kunstners dybt personlige vidnesbyrd om at have
været her. På stedet og i tilværelsen. Registrerende og
levende helt ud i den mindste fiber.
|
|
