Billedkunstner Kurt Servé
ForsideKurt i feltenGalleri 1Galleri 2Galleri 3Galleri 4KalenderEnglish
AtelierSkitserRammerKontaktAnmeldelserLinksTV-portrætRejser
Havørnens rigeHelt derude...IslandLofotenMykines
         
 

Lofotfisket - Bragt som artikel under "Natur" i Fyns Amts Avis, d. 9. november 2013  

 
     
Det var godt. Her er der lidt læ. Jeg har sat mig ned på en stor sten. Vinden kommer raslende ned over fjeldet og slår en masse koldbøtter. Men nu kan jeg da skitse igen. Sikke en udsigt. Jeg ser hen over et lille stykke fjord. På den anden side ligger et af Lofotens mange små Fiskevær. Røde, hvide og okkerfarvede huse lyser op derovre. Jeg kan se en klynge fiskebåde. En enkelt kommer brummende ind ude fra havet. Bådene er ikke så store her. Det er mest kystfiskeri.

Jeg skitser løs. Et dejligt motiv. Streg efter streg. Kolde fingre og huen trukket godt ned over ørerne. Tiden fortoner sig. Men så får en lyd mig tilbage. Et kraftigt: Råhhr lyder lige over hovedet. Jeg ser op. Det er en ravn. Jeg tror ikke, den har set mig. Den er i fuldt sving med at hakke i en sej. Jo, jo, der hænger tusinder af sej lige over mig som et vældigt tag. Det er tørfisk. Sejerne er hængt op to og to på tværs af lægterne. Bundet sammen i halerne. Jeg strækker hånden op for at mærke på en af fiskene. Den er stenhård. Stativet her har kun en etage. Men nogle af stativerne kan være høje som fleretagede huse. Hvor som helst der er et sted, hvor vinden kan udtørre fiskene, er der stativer.

 
     
  År efter år har menneskene på Lofoten hængt torsk til tørre på den måde. Ja man kan spore det 1000 år tilbage. Det er en fin måde at konservere fisken på, hvis man da ikke lige laver den til klipfisk. Under tørringen i den friske arktiske luft forsvinder omkring 70 % af vandet! Lofoten ligger jo ovenfor Polarcirklen.

De fisk der hænger her lige nu er lyssej. De rigtige torsk dukker først op i vintermånederne. Vandretorsken – Skreien - ankommer i kolossale mængder fra Barentshavet for at gyde. Her ved Lofoten er vanddybden som den skal være. Omkring 50 – 200 m. For at gyde, skal vandet være omkring 5 – 6 grader. Og det er det netop her! Men kan det da passe? På samme breddegrad som Lofoten ligger Angmasalik i Østgrønland! Og her er lukker isen på denne tid af året for al sejllads!

Forklaringen er Golfstrømmen. Efter sin start i den mexicanske golf rammer en gren af den Norges vestkyst.. Den medbringer 5 millioner tons varmt vand i sekundet. Nå det siger måske ikke så meget. Men omsættes tallene til olie, så svarer det til, at man afbrændte 100.000 tons olie i sekundet!

     
Skreien er her kun for at gyde. Den fiskeyngel der kommer ud af det, driver med Golfstrømmen til Barentshavet, hvor skreien vokser op. Sammen med skreien ankommer kolossale mængder af fiskebåde. Fiskeriet går mere end 1000 år tilbage! Der fiskes store mængder Skrei. Fiskene gøres i stand på stedet. Jeg bor i et Rorbu. Det er et fiskehus bygget ud fra kysten på pæle. Mange af dem har vand nedenunder. Sådan er det også i mit rorbu. I den ene ende af opholdsrummet er der en lem i gulvet. Her skubbede man fiskeaffaldet hen og dumpede i havet. I gammel tid arbejdede man og sov i samme rum. Mit rorbu fra 1850 blev brugt sådan i starten.

Puh ha. Nu må jeg op og stå. Jeg strækker mig lidt. Ravnen får øje på mig og letter. Lidt væk slår den sig ned på en klippe. Det er klaret op. Luften er fyldt med skrigene fra sølvmåger og sildemåger. Jeg tager rygsækken på og trasker af sted. Op over en højdekam og ned i en lille dalsænkning. Her er også læ. Efteråret har tændt farverne i den tætte bevoksning af revling og tyttebær.

     
Og der! Er det ikke røde tyttebær. Jeg troede, det var for sent. Men rundt om, er der pludselig nok til, at jeg giver mig til at plukke. En god vildgryde og tyttebær til. Tyttebærrene nåede med hjem og står nu syltet i et lille glas. Og venter. Når jeg spiser dem, er jeg der igen.

Jeg går over en af de mange små broer der er heroppe. Drejer ned mellem små røde huse og kommer ud på et kajstykke. Oppe på tagryggen sidder en række sildemåger og ser ned.

Jeg går langs et fiskehus og kikker ind. De er i færd med at rense lyssej. Jeg går ind og kikker. Hovederne brækkes af og kommer i store kar. Nogle af dem bliver senere ”befriet” for tungerne, som regnes for en særlig delikat spise. Hovederne hænges til tørre, som du kan se på fotoet. Ja og de skal også bruges til mad. Rognen møder vi måske på dåse. Og leveren bliver til kogt til tran og bruges bl.a. til levertran. Alt bruges. Undtagen indvoldene ,som tidligere røg i havet gennem lemmen i gulvet.

 

     
  Kan jeg købe en sej, spørger jeg. Jo da. Pigen roder rundt på bordet og finder en på hovedløs sej. Den er godt nok stor, men det er de nu alle sammen. Her er så mad til mange dage! Det blev til mange selvkomponerede fiskeretter.

I Italien har de en ret, der hedder. ”Stoccafisco con patate e olive”. Det er opskriften på en ret med tørfisk. Og hvordan kan det så være? Jo i 1432 strander et italiensk skib ved Lofoten. Italieneren Quirenius reddes i land. Beboerne plejer ham og hans besætning, indtil de kan rejse sydpå. Da han er kommet hjem, fortæller han Paven om denne velsignede fisk. Nu er det sådan, at Italien var – og - er et katolsk land. Her spiller fasten en stor rolle. I den tid er det ikke tilladt at spise kød, men nok fisk. Skulle fisken transporteres ind i land, så blev den fordærvet! Her er tørfisken løsningen. Og så startede handlen. Og den er fortsætter endnu den dag i dag.

Nu sidder jeg ved mit vindue. Har lige gjort et maleri færdigt. Kikker ud over den lille bugt. I baggrunden står ”Lofotvæggen” i modlys. Et helt særligt lys. Jeg har lyst til at male et billede mere, men nu til madgryden. Stegt sejfilet, ristet bacon, stegt hvidkål og lidt sennep!