Billedkunstner Kurt Servé
ForsideKurt i feltenGalleri 1Galleri 2Galleri 3Galleri 4KalenderEnglish
AtelierSkitserRammerKontaktAnmeldelserLinksTV-portrætRejser
Havørnens rigeHelt derude...IslandLofotenMykines
         
 

Island - yderst ude  

 

 

 
     
Vejen går stejlt opad. Foran dukker der igen et skilt op og fortæller, at der kommer et ”Blindpunkt”. Grusvejen forsvinder op i den blå luft. Jeg sætter farten ned til kravle tempo. Nu er der bare himmel foran mig. Jeg letter mig i sædet for at kikke over kanten. Går vejen ligeud, til høje eller venstre. Ok. Til venstre. Ude til højre er der bare luft og langt ned. Nej ingen autoværn! Heldigvis kommer der ikke nogen modkørende. Der er knap og nap plads til at møde en modkørende. Langt nede i dalen foran mig kan jeg skimte et sæt billygter. Jeg når ned heroppe fra inden, jeg møder den.

Så er jeg fremme ved Latraberg. Latraberg er nok verdens største fuglefjeld. Henimod 16 km. langt og op til 500 m. højt. Et ensomt fyr står ude til højre og ”spejder” over havet til Grønland. Jeg står ud af bilen og tager min polarjakke på, pelshuse på hovedet og vanter på hænderne. Kikkerten om halsen og rygsækken bagud.

 
     
Et par havterner flyver skrattende hen over hovedet på mig. Lige nu i Island og i Antarktis, når vinteren har slukket for lyset heroppe. Frem og tilbage på et år. Det bliver gennemsnitlig en 70.000 km. Om året! Et terneliv sådan noget som 3 gange til månen og tilbage igen!

Nå opad. En sti fører opover. Den er ikke ”asfalteret”. Ujævn, knortet og fyldt med sten. Det varer lidt inden pulsen klarer opstigningen. Lidt hvil her og der. Endelig når jeg frem til det først ”hul” i kanten. Jeg ser lige ned i en kløft. Overfor falder klippevæggen brat ned i havet. Det blæser stærkt i dag, så brændingen langt nede slynges op igennem kløften til mig. En salt smag ligger sig hurtigt på læberne. Jeg har sat mig ned. Lige overfor og tæt på kanten sidder en ride og putter sig. Utroligt, at den kan sidde der på et lille fremspring og sove. Så stiger en mallemuk op lige foran mig. Båret af luft elevatoren hænger den der med dinglende ben og svajer elegant i vinden. Så forsvinder den stille og roligt ned igen. Riden er for mig fuglefjeldet. Når jeg hører en fjeldside ”snakke” med ride stemmer, så bliver jeg varm indeni. Den har fulgt mig gennem årene heroppe mod nord. I kikkerten kan jeg tydeligt se det gule næb og de knaldsorte vingespidser. Her på sådan en lille bitte hylde laver den sin enkle rede af jord, tang og fuglelort. Enkelt. Der er kun plads til to æg. Sådan har naturen indrettet det. Rederne ser du let. Der er masser af lys fuglegødning neden under. Det giver nogle flotte fjendebilleder.
     
 
     
Et voldsomt vindstød ryster mig. Jo, jeg tager mig i agt. Overalt bliver man mindet om, at det er farligt at være for tæt på kanten. Jeg rejser mig op på knæ og bakker lidt væk fra kanten. Rejser mig op og fortsætter opad og opad. Puh. Ha. Et enkelt solstrejf lyser et øjeblik landskabet op og løber videre med sølvglimt ud over havet. Endelig en fin udsigt ned langs med fuglefjeldet. Der er de så de andre af mine nordiske venner. Lomvierne. Jo jeg ser dem jo hver gang på Mykines, men her er de jo i tusindvis.

Jeg starter med en kop varm te. Jeg har nok været en times tid underopstigning. Så frem med skitseblokken. Foto tager kun et par sekunder, men skitsen holder min opmærksomhed til stedet. Frem og tilbage med øjet. Se og tegne. Det er et specielt nærvær. Her ser du så min skitse.

Lidt te igen. En af skitserne fra denne dag blev hjemme på hotellet i Breidavik til maleriet herunder.
     
  Lomvierne sidder tæt pakket på klippehylderne. Der er ikke meget plads. For at lave en rede må der være en lille hylde og dem er der ikke lige overflod af. Det bliver kun til et æg. Og hvordan pokker kan de så kende forskel på dem, når naboerne skubber fra hver sin side. Jo æggene er utrolig forskellig med farve og mønstre, så de finder let netop deres æg. Ægget er ret stort og har form som en pære. Det betyder, det ikke kan rulle. Det drejer sig kun om en tur rundt om den butte ende. Det er smart, for risikoen for ægget kunne dratte ned er stor på den smalle hylde. Og der er ikke lavet en rede. Ægget ligger direkte på klippen.

Min kikkert skimmer klippevæggen til den anden side. Men hov. Det er da ikke lomvier. Jeg prøver at holde kikkerten roligt i blæsten. Nu får jeg et tydeligt kik til næbbet. Lomvienæbbet er langt, afrundet og tilspidset. Og denne her har et sammentrykt næb. Altså er det en alk. Og det passer fint, for her ved Latraberg findes verdens største alkekoloni.

Et blødt fløjt når mine ører her midt i den støjende blæst: Pyuh. Pyuh lyder det. Og her kommer der en lille flok. Flokken slår sig ned lige neden for, hvor jeg sidder. Det er hjejler. På størrelse med en stor solsort. Ryggen broget, gyldenbrun, maven hvid med en karakteristisk sort maveplet. Ja her bor de. Jeg møder dem hjemme om vinteren ved Vadehavet. I Island er der omkring 100.000 par..
     
Jeg ”klatrer” videre. Godt jeg har en fjeldstok med. Den hjælper med at holde balancen i blæsten. Et par enkelte lysglimt. Skyer, der jager af sted deroppe. Det mørkner inde over land. Blæsten tager til. Hvor er de mennesker, jeg har stødt på i starten af opstigningen. Helt alene herude. Det er vist klogt at vende om. Her er et lille jordfaldshul. Jeg kravler ned i læ. Får den sidste te og læner mig tilbage med rygsækken som hovedpude. Det er ikke så enkelt at besøge verdens udkanter. Men hvor er det stort. Hvor jeg elsker det.