ForsideKurt i feltenGalleri 1Galleri 2Galleri 3Galleri 4KalenderEnglish
AtelierSkitserRammerKontaktAnmeldelserLinksTV-portrætRejser
Fair IsleHavørnens rigeHelt derude...IslandLofotenMykines
         
 

Fair Isle - øen i Nordatlanten

 
     
Jeg sagtner farten i bilen. Forude kommer en mand gående i vejsiden med sin hund i snor. Bagved ham øjner jeg en kat. Jeg viger ud og kører forsigtigt forbi. Jo, katten ser ud til at være med ude og gå en tur. I bagspejlet kan jeg følge dem lidt. Så dukker nogle tanker ud af glemslen. Et øjeblik er jeg tilbage ved Sam på Fair Isle. Da jeg kom hjem satte jeg mig og lod tankerne spadsere derud af. Det er det, denne artikel skal handle om. Så værsgo at følge med et øjeblik.

Jeg skæver hen over skulderen på piloten. Langt ude kan jeg få øje på noget land. Nedenunder er der hvidt skum, der lyser op. Nedenunder er Nordatlanten mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Det lille 6 personers fly hopper og slingrer. Vejret er barskt og hårdt på denne del af kloden. Men i dag lykkedes det at komme af sted. De sidste to dage havde jeg ventet på klarmelding til at flyve til Fair Isle.

Så lægger flyet klar til landing. Det styrer lige ind mod klippevæggen. En strækning med græs dukker op forude. Hjulene rammer jorden, flyet bremser voldsomt og så er jeg på Fair Isle. Brandbilen står uden for et lille skur. På masten, der skal vise vindretningen, hænger en indkøbspose. Der står nogle få mennesker og skutter sig. Jeg er ude på kanten af verden.

 

Hyrdehunden Sam.

 
Mens jeg går fra flyet når jeg lige at hilse på min vært, der skal af sted med flyet. Jeg har fået lov at bo i hendes lille farm de næste 10 dage, hvis jeg til gengæld vil passe hendes hyrdehund og et par katte. Jeg får et lift af en af de halvt hundrede beboer, der er her på øen. Jeg bliver sat af uden for den lille farm. Får rygsækken slæbt ud og lukker døren op. Her låser man ikke! Lige foran mig står Sam med logrende hale. Han bor her i den lille forstue. Vi bliver straks gode venner. Snart er jeg klar til at komme ud og opleve naturen. Jeg pakker mig godt ind, tager kikkerten om halsen og skitsebogen i lommen. Sam er der straks. Han står med logrende hale og ser op på mig. Det er ikke normalt at gå tur med en hyrdehund. Men! Kom så Sam.
 

Hyrdehunden Sam, katten Barbarossa og en ikke navngivet kat på spadseretur på vejen mod South Harbour.

  Som du kan se på billedet er der også 2 katte, der går med. Det var jo det, der satte mine tanker i gang. Den røde kaldte jeg for Barbarossa efter en rødskægget kejser. Jeg sætter kursen sydover mod ”South Harbour” I det hvide hus, du lige kan ane bor John Best. John Best er billedkunstner. Snart drejer jeg op over og klatrer til vejrs mod Malcom Heads. Pustende og stønnende når jeg frem til klippekanten.

Jeg er nu ret højt oppe. Sikken en udsigt. Noget af det smukkeste og mest dramatiske, jeg har set på mine rejser. Jeg sætter mig ned, og Sam lægger sig ved siden af mig. Nedenunder buldrer havet mod kysten, lidt gus driver op over kanten.

Jeg kan høre en masse fuglestemmer. Det er især ridernes mjaven, der trænger igennem. En kjove sejler hen over hovedet på mig. Lidt ude til højre står en strandskade. Og hvad er så det?

Jeg er havnet i lundeland. Nu, hvor der er blevet ro, så dukker de op af deres rede huller. Så står der lige en og kikker et par meter henne. Sam skæver, men bliver liggende. Lunderne har jeg efterhånden mødt mange steder. Sidste gang var ude ved kysten i Wales og ved Bempton Cliffs i Østengland.

     

Stenvender

 

Lunde

     
Jeg kom her flere gange og fik lavet mange skitser. Hjemme er de blevet omsat i større malerier. På vej tilbage passerer jeg huset ved ”Havnen”. Da jeg er ud for, kommer en mand ud og hilser. ”Hello. You are theDane staying in Kathleens house”. Det blev til den første snak med John. Han var meget interesseret i, hvordan jeg arbejdede. Selv var han aktiv kunstner og udstillede på Shetlandsøerne.Sam og jeg slog lige et smut ned ved South Harbour og kikkede på sælerne. De lå og dovnede tæt på kysten. Inde på land havde en flok stenvendere travlt. Alt er så uforstyrret her. Da jeg går hjemad passerer jeg en platform med mælkejunger – store og små. Der var sat en seddel op, hvor der stod: ”Koen har ikke givet ret meget mælk i dag, så mælken er rationeret”. Sådan.!
     
Næste dag skulle jeg til ”købmanden” for at proviantere. Jeg besluttede at have Sam i snor. Da jeg passerede et lille hus på vejen, kom en mand ud og hilste på mig og Sam. ”Hej Sam, sagde han.” Ja, hundene tæller med i sådan lille samfund. Lidt efter sad jeg i et lille hyggeligt køkken sammen med hans kone og drak en kop kaffe og hørte om øen og dens natur og mennesker. Manden lavede spinderokker, som blev ”eksporteret” ud i verden.

Lige overfor, hvor jeg boede, lå et hus, der rummede en anden håndværker. Ham hilste jeg på en anden dag. Hvad lavede han så? Jo han var violinbygger og lavede specielle fine violiner til de store orkestre ude i verden. Ja, endnu har de fred og ro herude. En tur til fastlandet er en beslutning, der afhænger af vejret. Der kan gå dage, hvor det er umuligt. Det kræver ro i sindet at bo herude. Men altså også ro til at være kreativ.

Udsigt fra Upper Leogh mod South Harbour - Fair Isle.

Nå. Men jeg var på vej til købmanden. Der var såmænd ikke så langt. Husene ligger ret samlet her. Sam blev bundet udenfor. Da jeg kom ind, blev jeg hilst med ”Nå, Sam er med i dag”. Dejligt. De vidste godt, hvem jeg var. En lille hyggelig butik med det mest nødvendige. Da jeg skulle betale, bad jeg om nogle frimærker. Jamen så måtte jeg lige betale og bagefter gå til en anden disk i lokalet. Denne disk var så postkontoret. Hvor kan alt være enkelt og overskueligt.

Da jeg kom ud gik jeg en anden vej tilbage. Jeg passerede andre små farmhuse. Flere store vinduer – fra gulv til loft vendte ud mod solsiden. Indenfor stod flotte tomatplanter. Ja. Sådan er den sag klaret. Mange havde også små drivhuse.

Efter 10 dage, der fylder så meget i min hukommelse og sind, måtte jeg af sted igen. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg sagde farvel til Sam. Heldigvis nåede jeg at komme til Fair Isle og passe ham endnu en gang, inden han døde.