Billedkunstner Kurt Servé
ForsideKurt i feltenGalleri 1Galleri 2Galleri 3Galleri 4KalenderEnglish
AtelierSkitserRammerKontaktAnmeldelserLinksTV-portrætRejser
         
 

Fuglefjeldenes fortolker

Af Preben Winther - Kunstavisen, februar 2016,

Galleri Weber
Bagergade 39
5700 Svendborg

Udstillingsperiode: 6. februar - 11. marts 2016

Fernisering: Lørdag d. 6. februar kl. 14 - 17

Tlf.: 61 10 51 59
Åbningstider: Torsdag - fredag kl. 13-17,
1. weekend i måneden lørdag - søndag kl. 12-15 samt efter aftale


Igennem århundreder har naturen lokket kunstnere udendørs og har ved sin evne til at fascinere forsynet dem med motiver. De værker, der er kommet ud af det, er præget af deres tid. Romantikkens næsten panteistiske scenerier ligger lige så langt fra Fritz Sybergs djærve naturalisme, som Turner’s henførte ekspressionisme gør det fra tredivernes og fyrrernes danske modernisme. Længe leve diversiteten.
Der findes en særlig kategori af naturbetagede malere, der ser en ære i at kalde sig for landskabsmalere, fordi denne fagterm dels signalerer en ukrukket tilgang til kunsten, dels lægger en indforstået afstand til en fortænkt avantgarde.

Sin helt egen måde

Kurt Servé (f. 1935) er en sådan landskabsmaler – men også en masse andet. Han har altid været grebet, naturforelsket om en hals, men det er næsten blevet endnu mere udtalt med årene. Og så ejer han den for en kunstner så afgørende evne, at han er i stand til at formidle sin begejstring og få den til også at tage bolig i beskueren; i øjeblikket kan man opleve hans kunst på en udstilling i Svendborg.
Kurt Servé maler en hel del af sine mindre billeder on location. De større værker bliver til i atelieret med afsæt i de skitser og tegninger, der blev lavet ’i felten’. Han maler ikke med pensel og tubefarver. Han sværger til oliepasteller, og det skal være dem fra firmaet Caran d’Ache. Bløde og myge i fingrene og mod underlaget, men ikke så bløde, at de for let lader sig trykke i stykker som visse andre fabrikkers oliepastelkridt. Kurt Servé anvender til sine pastelmalerier ikke papir, men et valset lærred med en fintrillet struktur. Her har det schweiziske pastelkridt også den fordel, at det afsætter farve selv ved meget lette berøringer, så man kan vælge at arbejde både laserende og dækkende.
Kunstneren har sin helt egen måde at føre farvekridtet på. Man tør næsten påstå, at han har ’sin egen stil’. Det er landskabsmaleri, men det er samtidig noget andet end bare en afbildning af det sete og sansede landskab. Farverne har fået en drejning i forhold til naturens egne. De grønne er lidt mere og lidt anderledes grønne, de blå er blå med en særlig intens, lysende tone. Og de violette, og de mange gule og okker; og den måde, solens velsignede stråler slipper ned igennem gusen som en vifte af lys!


Nordatlantens motiver
Disse billeder er på ingen måde naivisme. Alligevel er der noget nærmest naivt over dem - på den fede måde. Vi oplever i kunstnerens billeder ofte en rørende troskyldighed, der som regel går tabt, når voksenlivet fortrænger barndommens mere ligefremme måde at møde verden og livets tildragelser på. Kurt Servé synes at havde bevaret sin umiddelbarhed op igennem et langt liv. Her er ingen forbehold. Han åbner sanserne på vid gab og modtager til gengæld alt dette vidunderlige. ”Se!” synes hans pastelmalerier at sige, ”er det ikke mageløst?”
Men naturen og scenerierne i hans billeder er bestemt ikke uden drama, og det gælder både hans udtryk og hans motivvalg. Det er urigtigt at påstå, at han aldrig maler et fredfyldt dansk landskab; det er dog helt andre lokaliteter, der igennem mange år igen og igen har fået ham til at drage nordpå – Nordatlantens vældige område: Hebriderne, Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Island, Grønland, Svalbard, Lofoten og især Færøerne, som han har gæstet et utal af gange. Han har malet i verdens nordligste by, men har for en del år siden også haft lejlighed til at præsentere billeder på den sydligste udstilling nogensinde, nemlig på et skib i Antarktis, hvor han opholdt sig i en periode.
Kurt Servé skildrer havet, der dybt nede brydes mod klipperne, og fuglefjeldene med deres tusinder af fjerede beboere. Det er disse steder, kunstneren elsker at opholde sig, alene med den storladne natur. Motivisk har mennesker og deres hverdag ikke hans store interesse; men det sker da, at huse, en fjern bygd, et fyrtårn eller en kutter finder vej til hans lærred – for at antyde, at hér bor og virker mennesker, og måske for at sætte det vældige i et endnu mere udtalt perspektiv.

Kunst og biologi
På sin vis giver det ganske god mening, at Kurt Servé har kunsten som sit ene store omdrejningspunkt i livet og naturen – måske især fuglene – som sit andet. Han er oprindelig læreruddannet, med efteruddannelse fra Danmarks Lærerhøjskole og Svendborg Kunstskole. Fra 1970-94 var han lektor i billedkunst ved det daværende Skårup Statsseminarium, i årene 1982-96 var han leder af Svendborg Natur- & Miljøskole. Desuden er han forfatter til en række zoologiske og botaniske fagbøger.
Kunstnerens to interesseområder forenes i hans kunst. Det ene synes ikke mindre væsentligt end det andet, men smelter sammen i en symbiose. For ham er fugle ikke bare fugle. Han kender deres lyde, deres adfærd, deres flugt, og skulle man få lyst til dét, kan man såmænd også artsbestemme dem, som de optræder i hans værker. Kunstneren rækker dog ofte en hjælpende hånd til beskueren med titler som Lomviefjeld, Alkefjeld, Svalbard eller Edderfugletrækket; her er det måske fuglearten og dens liv, der har været i fokus. I andre tilfælde er det selve lokalitetens storhed, der har kaldt på at blive skildret.
Kurt Servés mellemværende med natur og kunst tør man måske vove at sammenfatte i den antagelse, at hans virke og værker dybest set udspringer af en grundlæggende glæde over dét at være til og få lov til at opleve, sanse, se og færdes på denne klode, hvor der endnu findes områder, lykkeligt fri for hæsblæsende hverdag, bagtanker og politiske agendaer. Man kan vælge at se hans værker som et venligt memento: Værn om alt dette!

Kurt Servé var i 2002 en af initiativtagerne til dannelsen af den fynske kunstnersammenslutning Landmalerne. Han har haft mange separatudstillinger og har delaget i en mængde gruppeudstillinger. I 2006 valgte Svendborg Kommune ham som Årets kunstner.

Bronzer og stenobjekter
Som udstillingens tredimensionelle klangbund har Galleri Weber valgt en række skulpturer af billedhuggeren Sys Svinding (f. 1960). Hun bidrager både med nogle ’frie’ skulpturer i bronze og en lang række stenobjekter, der illuderer ’ting’ – ofte bøger – og samtidig bevarer deres identitet som skulpturer. De er smukke i ordets egentlige forstand og balancerer fornemt mellem motiv, fantasi og det gedigne håndværk.
Kunstneren er uddannet på Det Fynske Kunstakademi, samt i Japan, og har i en periode arbejdet med marmor i Pietrasanta, Italien. Hun er medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF), Kunstnernes Kollektivværksted Bohuslän, Sverige, (KKV-b) og Sammenslutningen Den Fynske Forårsudstilling. Også hun har en lang række udstillinger bag sig, både censurerede, separat- og gruppe-, og har tillige udført en del udsmykninger.

 

Velfortjent hæderspris

Kurt Servé Årets kunstner 2006 i Svendborg

Af Preben Winther (Artikel i Kunstavisen 8/2006)

Billedkunstneren Kurt Servé, Åbyskov, Sydfyn, er af Svendborg Byråd blevet valgt som Årets kunstner 2006. Den lokale Fyns Amts Avis citerer den 6. september kulturudvalgsformand Inga-Britt Olsen for at finde hans kunst ”dejlig og speciel”.

Det kan siges om mange, men jeg kan kun give hende ret. Kurt Servé har livet igennem elsket naturen og kunsten. Han har aldrig kunnet eller villet vælge, men har ladet de to gå op i en højere enhed. Han laver billeder i det hjemlige, men især de nordatlantiske øer, ikke mindst Svalbard og Færøerne, har i årevis draget ham igen og igen, og sågar Antarktis har han besøgt. Alt sammen for at opleve naturen helt tæt på, og for at lave skitser og male.

Hans billeder emmer af lige dele naturbegejstring og skaberglæde, og hans motivkreds gør dem specielle. Det dejlige kommer af, at de aldrig er tilbagelænede, aldrig bliver en turists reportager, men fremstår som en i mere end én forstand rejsende kunstners dybt personlige vidnesbyrd om at have været her. På stedet og i tilværelsen. Registrerende og levende helt ud i den mindste fiber.

  Portræt af Kurt Servé

Portræt af Kurt Servé i Fyns Amts Avis den 8. august 2015 - læs artiklen her - åbnes som PDF fil.

 

Uvejrshav og forårssmil

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen

Kurt Servé finder sine motiver i den barske og øde natur på Færøerne, Orkney Øerne, Shetlands Øerne, Lofoten, Svalbard og Grønland. Det er disse landskabers majestætiske og uspolerede ophøjethed, der har vakt og formet hans kunstneriske livsbane. Det er samtidigt landskaber, hvor naturens voldsomhed, blæsten, regnen og kulden, fjerner enhver hang til sentimentalitet og postkortperfektion. Der er simpelthen for store kræfter på spil til at idyllisere sceneriet.
Kurt Servé viser på imponerende vis dette ved i sine kompositioner ofte at lade urfjeldet tårne sig op over udsigtspunktet, ved at lade dybe slugter skære sig dramatisk ind i billedybden, ved at skære motivet brat af og ved i det hele taget at bruge så mange dynamiske virkemidler som muligt.

Gjogv  - Færøerne

Et af disse virkemidler har med farven at gøre. Hos Kurt Servé drejer det sig primært om en dramatisk vekselvirkning mellem blå og rød, medieret af neutrale grønne nuancer. I årenes løb har mange skrevet om farvers synæstetiske virkninger, men slår man ned på Kandinsky og dennes ”Om det åndelige i kunsten” har vi i rød og blå at gøre med en modsætning mellem lidenskabelige, udadrettede følelser og en åndelig, meditativ og klar holdning. To farver og følelser, som er uundværlige og særdeles positive, hvis de vel at mærke får modspil af hinanden. Hos Kurt Servé giver det sig udslag i farvesymfoniske kompositioner af stor friskhed og dynamik. Naturens store kræfter kommer op på lærredet, så man fornemmer den susende vind, de svimlende dybder og skrigene fra de tusindvis af fugle, der klumper sig sammen på klipperne eller flyver hidsigt rundt i luften.

Fuglene spiller i det hele taget en stor rolle for Kurt Servé. De kan have rent kompositoriske formål som balancepunkter eller dynamiske sigtelinjer i billederne, men de kan også fungere som udtryk for basale menneskelige følelser på samme måde som bipersonerne i Shakespeares dramaer. Bipersoner, der midt i det store højtravende drama kan få tingene ned på jorden og udtrykke almindelig snusfornuft eller på godt og ondt bare være sig selv i al deres småborgerlighed. Lunderne med deres små buttede kroppe, hektiske bevægelser og farvestrålende næb kan så være de komiske håndværkere i ”En skærsommernatsdrøm”, lomvierne og pingvinerne i deres sort/hvide ”jakkesæt” kan være repræsentanter for bedsteborgeren og de elegant flyvende rider kan opfattes som ædle, godhjertede humanister som f.eks. Horatius i ”Hamlet”.

Dermed også være sagt, at Kurt Servé ikke er en naturalistisk kunstner, hvis man her tænker i topografiske og objektivt registrerende baner. Det er for eksempel langt fra sikkert, at en ornitolog ville bifalde kunstnerens fugleskildringer. Lige så lidt kan Kurt Servés billeder siges at være impressionistiske. Her er aldrig tale om som hos Monet at gengive landskabets flimrende indtryk så objektivt og videnskabeligt som muligt, men om at fange stemningen i og bag det konkrete stykke natur. Det afgørende er at finde den sande følelse, finde og skildre samklangen mellem virkelighed, værk, kunstner og beskuer. Noget, der til fulde er lykkedes for Kurt Servé.

Når solens stråler i Kurt Servés billeder rammer det irgrønne græs, akkompagneret af mørke klipper, skumsprøjt og dusinvis af fuglekroppe, er det vanskeligt ikke at få en følelse af noget stort, ophøjet og majestætisk, et lille glimt af den verden, der eksisterede jomfruelig og hvilende dybt i sig selv, før vores art underlagde sig planeten Jorden. På den måde har Kurt Servés malerier den utroligt positive egenskab, at de viser hen til noget, der er større end det enkelte menneske. Meget større.

Nolsoy - Færøerne


Filosofgangen 2008

Landmalerne er et fint bekendtskab, så længe de holder sig fra det rent idylliske
I landmalerier er der altid en risiko for, at motivet bliver for idyllisk, endog patetisk.

Blomstrende marker og små stensætninger kan da se smukke ud, men det bliver også trivielt i længden. Den balancegang holder kunstnergruppen Landmalerne på en god måde, særlig i kraft af deres indbyrdes forskellighed.

Kurt Servés malerier er et godt eksempel på de forskelligheder, gruppen indeholder. Med sine fornemme malerier, som på én gang indeholder en intens forladthed og altomsluttende natur, er han et fint modspil til flere af de andres nærstudier.

På trods af dette er der stadig plads til gæsteudstillere på udstillingen, og det er faktisk Esben Eriksens malerier i underetagen, som tiltrækker stor opmærksomhed. Med sit fine blik for lysvirkninger i de store værker forstår han at udnytte pladsen. Helt modsat er hans tuschtegninger med deres intense billedsprog, og viser på den måde en god variation i udtrykket.

Det er tydeligvis lettere at få de enkelte rum til at fremstå harmoniske, når motivvalgene er så sammenfaldende, som det er tilfældet med en gruppe som Landmalerne. På den anden side løber man den risiko, at værkerne indbyrdes er for ens.

Det er også en fornemmelse, som ligger og lurer, når man besøger udstillingen. En større variation i udtryksform ville være ønskeligt, specielt når man ser Hans Peter Hansens litografier, som i al sin enkelhed er fremragende. Mere af den slags ville lune.

På trods af dette er udstillingen en god mulighed for at se sol og sommer i en kold efterårstid.

Om udstillingen
Filosofgangen, Odense: "Landmalerne". Værker af bl.a. Peter Bork-Johansen, Thomas Elmstedt, Hans Peter Hansen, Jørgen Hinke, Ole Vedby Jørgensen, Keld Nielsen, Kurt Servé og Mogens Sjøgård.
 

Set og sanset

Af Preben Winther
 (Anmeldelse i Kunstavisen 9/2006)

Den sydfynske kunstner Kurt Servé (f. 1935) har i årevis opsøgt lokaliteter på Færøerne, Shetlandsøerne, Lofoten, Svalbard og sågar Antarktis, for at opleve og for at male. Hos ham har naturen ikke forrang frem for kunstværket, eller omvendt. De to ting er uløseligt forbundne i den lykkelige syntese, billederne udgør.

Tradition og lys
Er han overhovedet landskabsmaler? Ja, det er han - også - men måske i lige så høj grad ekspressionistisk impressionist, eller noget helt tredje. Påskuddet for hans virke er altid det konkrete landskab, men i virkeligheden er han ikke loyal over for det. Fjeldenes overvældende skønhed og voldsomhed. Fuglene - lomvierne, sulerne, mågerne. Det hele hører med i det skildrede, men bliver samtidig afsæt for og indgår som billedmæssige komponenter i den proces, hvori kunstneren maler sig selv ud. Han gengiver ikke, hvad han ser, men hvad det sete sætter i gang i ham. På den vis indskriver han sig i rækken af danske landskabsmalere, der har videreført og udviklet traditionen siden den sene guldalder.
Hans farvebrug er særegen. Umiddelbart synes de køligt blå og vårgrønne nuancer at dominere, men man ser også indfældet umbra, brun, mørkegrøn, italienskrød, der sammen med bleggul og hvid fremkalder det helt specielle lys, der besjæler billederne. Det er hverken Atlantens eller Sydhavets lys, men hans helt eget.

Troværdighed
I nogle af de nyere malerier anes bygder, hvor husenes små kulørte klodser sætter storheden i relief og forstærker den følelse af naturens kraft, som mennesker er underlagt i disse egne. Lever man i og med naturen i ydmyghed og respekt og på dens betingelser, får man alt i tilgift. I modsat fald overlever du ikke. Sådan er det også med kunsten. Går du på kompromis, forsvinder sjælfuldheden og troværdigheden. Tilbage er kun smøreriet.
Dette vil aldrig ske for Kurt Servé. Hans billeder emmer af lige dele naturbegejstring og skaberglæde. De er ligeså lidt tilbagelænede, som de er en turists reportager; de fremstår som en i mere end én forstand rejsende kunstners dybt personlige vidnesbyrd om at have været her. På stedet og i tilværelsen. Registrerende og levende helt ud i den mindste fiber.